Du kan med fordel følge disse trin, når du skal i gang med din ansøgning

Før du går i gang

Tjek stillingsopslaget og vær ærlig overfor dig selv om, hvordan du kan løfte den opgave, der står beskrevet i stillingsopslaget. Hvis du er i tvivl om, hvad jobbet kræver af dig, eller om det er det rigtige match i forhold til dine kvalifikationer, er du altid velkommen til at ringe til den kontaktperson, der står i opslaget.

Vi anbefaler også, at du læser nærmere om DEAS som arbejdsplads og dine forhold som medarbejder.

Vis dig selv i din ansøgning

Hold ansøgningen kort - højst en side - og fokusér på, hvorfor du søger jobbet, og hvorfor vi skal vælge dig. Det kan for eksempel være din baggrund, din erhvervserfaring, særlige kompetencer (sprog, IT, administrative evner) eller din personlighed (samarbejdsevne, humor, fleksibilitet).

Skriv almindeligt hverdagssprog, som falder dig naturligt. Fortæl gerne om, hvordan du ser fremtiden for dit arbejde i DEAS. Historien om alle dine job, uddannelser og kvalifikationer skal du skrive i CV’et, men enkelte relevante henvisninger kan der måske godt blive plads til i ansøgningen.

Det vigtige CV

Du skal altid supplere din ansøgning med et CV. Det skal indeholde fakta om arbejdserfaring, uddannelse, kompetencer og generelle kvalifikationer, der er relevante for stillingen. Skriv hvilke arbejdsopgaver du har udført ved hver tidligere stilling, og hvilke ansvarsområder du har haft – gerne i punktform.

Tjek til sidst, at informationerne i CV og ansøgning stemmer overens.

Et godt råd: Få en anden til at læse

Tjek ansøgningen igennem ved at få en, du stoler på til at læse den. Hvad får din ansøgning læseren til at fokusere på? Giver den det rigtige billede af dig? Få samtidig tjekket om sproget er i orden, om du er ærlig, og om du sælger dig selv godt nok.

Så er der bare tilbage at ønske dig held og lykke med din ansøgning! Vi glæder os til at høre fra dig.

Hvis du ikke kan finde en ledig stilling i DEAS Group, er du altid velkommen til at søge uopfordret.